Endnu en skøn og let salat føjes hermed til listen over lækre ting, der kan laves med græskar. Sæsonen er heldigvis lang, men så kan man også ligeså godt komme i gang med at få testet alle opskrifterne.
Antal: 2 personer
Forberedelsestid: 15 minutter + 30 minutter i ovnen
- 300 g. græskar
- 1 pose rucola (75 g)
- 1 æble
- 100 g. feta
- 1 lille pose pinjekerner
- Olivenolie
- Salt og peber
Olie/eddike:
- ½ dl. olivenolie
- 1 tsk. dijonsennep
- ¾ dl æblecidereddike
- Ca. 2 spsk. flydende akaciehonning, til det smager godt, men stadig syrligt.
- Evt. saft fra ½ citron
- Salt og peber efter smag
Fremgangsmåde:
Tænd for ovnen på 200 grader varmluft.
Rens græskaret, og skær i små både på ca. 0,5 cm tykkelse og behold gerne skrællen på – det er bare ekstra vitaminer, og den får en lækker, lidt sej konsistens. Bag græskaret med olie, salt og peber i 30-35 minutter alt efter din ovn, til det er sprødt.
Rist pinjekernerne på en pande ved svag varme med lidt salt, til de har fået lidt farve, og stil til side. Smuldr eller skær fetaen i tern.
Skyl rucola, skær æblet i både og bland det sammen. Bland de bagte græskarbåde i, og fordel fetaen og kernerne over.
Hæld som det sidste en olieeddikedressingen over, så salaten ikke når at falde sammen, inden du får den samlet.
Velbekomme!
Skriv et svar