Fiskefrikadeller!! Torskedeller i denne version. Inspireret af asien. Grofthakket så man for alvor kan smage fisken. Det gør en kæmpe forskel. Så med denne opskrift skal man altså ikke forvente en dunse, som når man køber fars i supermarkederne. Den her ville jeg nok heller ikke lade møde en skive rugbrød og en gang remo. Det er mere en fiskepatty. Spis den med en grøn simpel salat og lidt bagte eller små kogte kartofler til. Jeg lover, at det bliver godt!
Antal: 10 stk.
Tilberedningstid: 40 minutter
Ingredienser:
- 400 g. torskefilet (halvdel hakket groft, halvdel hakket i mini)
- 1,5 spsk. fiskesauce
- 1 spsk. mel
- 1 skalotteløg (kan erstattes af et almindeligt løg)
- 2 fed hvidløg revet fint
- 2 forårsløg
- 1 chili – alt efter hvor stærke chilier du køber
- 40 korianderblade, gerne med stængel (det lyder voldsomt, men en fars kan altså trække rigtig meget)
- Saft og skal fra 1/2 lime
- 1 tsk. salt
- Peber
- Sesamfrø til at vende dellerne i
- Olie og smør til at stege i
- Lime til servering
Fremgangsmåde:
Skyl forårsløg, koriander og chili. Hak løg, forårsløg, chili og koriander fint. Riv hvidløget og limeskallen fint. Hak halvdelen af fisken relativt groft med en kniv, og hak den resterende halvdel finere i en minihakker. Du kan også bare hakke det hele i hånden. Det giver mere grove deller, der måske lige får brug for en lille spsk. mel mere, for at kunne samles – men det er altså også lækkert, når de er helt grove.
Bland grøntsager og fisk i en skål med mel, fiskesovs, limesaft, salt og peber. Lad farsen hvile i 10 minutter (den kan også godt stå et par timer på køl).
Form herefter dellerne i størrelsen du kan lide, og vend dem i sesamfrø.
Varm en pande op på medium varme med olie og smør. Steg dellerne i 6-7 minutter på hver side, til de har en dejlig gylden og sprød skorpe.
Lad dellerne trække 2 minutter inden du sætter gaflen i dem, og så er der serveret! Ha’ en lille lime båd på siden, hvis du vil give den lidt syre til sidst.
Du kan droppe sesam, hvis det ikke lige er noget for dig, og i stedet kan du tilsætte en dl. peanuts til farsen– det lyder mærkeligt, men smager altså virkelig godt.
Skriv et svar