En dejlig omgang risengrød, der varmer på en kold december aften. Denne opskrift kan dog også laves på andre tidspunkter af året, eksempelvis d. 24. juni for at fejre, at der nu er et halvt år til juleaften. Det smager skønt uanset.
Portionen er en ordentlig basse, så hvis I er to, kan I sniiiildt halvere. Men omvendt er man jo sjældent ked af risengrødsrester, da de kan varieres på flere måder.. måske risalamande eller klatkager?
Sæt i gang! GLÆDELIG JUL!
Antal: 6 sultne personer
Tilberedningstid: 1 time samlet
Ingredienser:
- 3 dl vand
- 500 g. grødris
- 2 liter sødmælk
- 0,5 – 0,75 tsk. salt
Tilbehør:
- Kanelsukker (ca. 1 tsk. kanel til 2 spsk. sukker)
- Smør efter behov (du skal ikke spare her)
Fremgangsmåde:
Skyl risene grundigt, og hæld dem herefter i en gryde. Hæld vand på og lad fordampe, hæld derefter 2 liter mælk på.
Lad blandingen koge op under omrøring. Det tog ca. 10 mit på mit komfur. Når det når kogepunktet, skru da helt ned på lav varme og læg låg på.
Rør jævnligt, omtrent hvert 10 minut, og efter ca. 40 minutter er den kogt færdig. Men vær obs de sidste 10 min, så du kan servere den, når den har den konsistens, som du ønsker – nogen er til en lidt mere flydende risengrød, hvor andre bedst kan lide, at den står selv.
Smag til med salt, og server straks.
Hvis tiden er løbet fra dig, og grøden er blevet for tyk, kan du tynde den op med lidt mere mælk.
Spis med kanelsukker og smør, eller lige som du foretrækker.
Skriv et svar