Antal: 4 personer som tilbehør, 2 personer som måltidssalat, gerne med lidt protein på siden.
Forberedelsestid: 35 minutter.
Ingredienser:
- 100-125 g. blandet salat (vælg din favorit, i nogle supermarkeder kan man købe en bakke med blandede salater)
- 325 g. små kartofler
- 250 g. ærter (vægt i bælg)
- ½ rødløg (medmindre det er et lille et, så tag et helt)
- ½ bdt. asparges
- 1 kugle mozzarella
- 50 g. saltede mandler (de kan købes færdige eller du kan lave dem selv. Hvis du laver dem selv kan det gøres relativt hurtigt, og der findes utallige opskrifter. Jeg har en i denne opskrift, Salat med syltede rabarber)
Olie/eddikedressing:
- ½ dl. olivenolie
- 1 tsk. dijonsennep
- ¾ dl æblecidereddike
- Ca. 2 spsk. flydende akaciehonning, til det smager godt, men stadig syrligt.
- Evt. saft fra ½ citron
- Salt og peber efter smag
Fremgangsmåde:
Rens kartoflerne og kog dem i saltet vand i 6-8 minutters tid alt efter størrelse. Stik til en enkelt undervejs og følg med. Jeg synes, at de er gode med en anelse bid, når de skal i en salat.
I mellemtiden, skyl salaten og lad den dryppe af. Snit asparges i mundrette bidder. Varm en pande op og rist stykkerne af relativt kort og hårdt, så de også bevarer deres bid. Salt dem efterfølgende let med flagesalt.
Hak rødløget fint og bælg ærterne. Husk at tjekke kartoflerne. Lad kartoflerne køle en anelse, når de er kogt færdige. Når de er kølet kan de eventuelt halveres – det gør jeg med langt de fleste. Så er de mere mundrette.
Hak mandlerne groft, og bland ingredienserne til dressingen og smag den til med salt, peber og citron.
Så er det tid til at samle.
Fordel salaten på et fad sammen med rødløg, asparges, kartofler og til sidst ærter. Top det hele med mozzarella revet i mindre stykker samt dressingen, og til sidst de hakkede mandler.
Skriv et svar