Endnu en version af jordskokken og en måde at få den på madplanen. Jeg er vild med den og synes, at dens nødde-agtige smag fremhæves skønt, når den bages. I denne opskrift bliver den helt sprød og sej udenpå og helt blød indeni.
En lynhurtig salat med ganske få ingredienser. Salaten er dejlig let, men har alligevel fylde i form af linserne og nødder. Man kan eventuelt tilsætte feta, hvis man ønsker den endnu mere fyldig.
Antal: 2 personer
Forberedelsestid: 10 minutter
Tilberedningstid: 35 minutter
Ingredienser:
- 1 pose (75 g. feldsalat)
- 6-8 jordskokker alt efter størrelse
- 60 g. beluga- eller delikatesselinser
- En lille håndfuld mandler
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader. Skyl og rens jordskokkerne godt. Jeg beholder altid skrællen på, da jeg synes, den bliver lækkert sprød/sej.
Når ovnen er varm, fordel da jordskokkerne på en bageplade med olie, salt og peber. Bag jordskokkerne i 25-30 minutter. De sidste 7-8 minutter af bagetiden skal mandlerne lige med ind og ristes lidt – så får de den skønneste smag.
Mens jordskokkerne bager, skyl linserne og kog dem efter anvisningerne på pakken, det er sædvanligvis omkring 20-25 minutter.
Skyl salaten, fordel de kogte linser og bagte jordskokker over. Hak mandlerne let, top salaten med disse, og så er der serveret!
Skriv et svar