Antal: 4 personer.
Tid: 30 minutter.
Ingredienser:
- 1 rødt spidskål (hvis det er et lille øko, nogle gange er de almindelig str., så kan det være, at du blot skal nøjes med et halvt)
- 2 blommer
- 1 lille bdt. persille
- 150 g god feta (jeg bruger puck)
- 100 g valnødder
- 5 spsk. sukker, ca. 75 g
Olie/eddikedressing:
- ½ dl. olivenolie
- 1 tsk. dijonsennep
- ¾ dl æblecidereddike
- Ca. 2 spsk. flydende akaciehonning, til det smager godt, men stadig syrligt.
- Evt. saft fra ½ citron
- Salt og peber efter smag
Tip: En dag hvor jeg ikke havde så meget kål, spædede jeg salaten op med rucola, og det klædte den virkelig også med den bitre salat!
Fremgangsmåde:
Start med at lave valnødderne, da det er en langsommelig proces at smelte sukker. Det er ligesom til julens brune kartofler, og den bør ikke skyndes på.
Fordel sukkeret på en pande så det ligger i et nogenlunde lige tykt lag over hele panden. Sæt panden på mellem varme og lad den så stå – ikke rør i den, ikke giv den et ryk. Pludselig vil det hele begynde at smelte, og så skal du være klar med de afmålte nødder og et stykke bagepapir. Det er ikke svært, det går bare lidt hurtigt og sukkeret må jo helst ikke brænde.
Når sukkeret er smeltet hældes valnødderne i. Panden tages af varmen, mens du vender nødderne godt rundt i karamellen.
Når det hele er samlet om nødderne, hældes de over på et stykke bagepapir og fordeles, så de ikke er i store klumper. Lad dem køle lidt.
Hvis vi skruer tiden tilbage, til at sukkeret stadig er i gang med at smelte, så kan du forberede det resterende i mellemtiden. MEN bliv nær panden, så du er klar, når sukkeret er.
De yderste kålblade kasseres og herefter snittes kålen helt fint. Ligeså hakkes persillen fint. De to blandes.
Dressingen blandes ved blot at samle alle ingredienserne, og derefter at smage den til med akaciehonning, salt og peber.
Dressingen blandes i kålen, og blandingen anrettes på et fad eller i skålen det skal serveres på/i.
Skyl blommerne godt og snit herefter hele vejen rundt om stenen på højkant, så du kan dreje den ene side af, og derefter kan pille stenen ud. Skær blommerne i små både og fordel dem over salaten.
Fordel fetaosten ud over salaten og top til sidst med grove stykker af valnødder. Jeg lader dem for de flestes tilfælde blot være hele eller halve, som de nu kommer i posen. Nogle kan dog være klumpet sammen eller være lige store nok, og de kan derfor med fordel lige deles eller hakkes groft.
Så er der serveret!
Skriv et svar