Jeg ELSKER brombær og jeg ELSKER brombærtærte (og så elsker jeg også creme fraiche).
Jeg bager det hvert år i oktober måned – som vel at mærke var måneden hvor brombærerne kom, da jeg var barn, men som i dag kommer langt tidligere. Allerede i slut august og september måned. Det hører oktober måned til, fordi det er måneden, min far har fødselsdag, og derfor har det altid passet perfekt med, at hele vores have var fyldt med brombærbuske, der bugnede med smukke brombær. Derudover deler min far og jeg kærligheden til creme fraiche, og det hører jo bare tærter til – så hvorfor ikke brombær?
I mange år bestod tærten blot af en simpel bagt mørdejsbund, som vi dryssede med friske bær, mens den stadig var lun, og dertil fik vi creme fraiche. De seneste 10 år, hvor min interesse for madlavning og kagebagning er blevet større, har jeg udvidet lidt i oktober-fødselsdags-kage-repertoiret, og prøvet forskellige opskrifter for hvert år og søgt inspiration til årets kage i løbet af året.
Årets kage blev denne, som jeg selv har udviklet opskriften til. Den er en kombinationen af en masse lækre ingredienser, der kan være i en tærte, syrligt og sødt, sprødt og blødt – helt perfekt efter mit hovede. Citronen er en genistreg!
Passer til en stor tærte på 25 cm.
Mørdej:
- 195 g. hvedemel
- 50 g. flormelis
- 120 g. smør
- 1,5 æggeblommer (M/L æg)
- 1 knivspids salt
Marcipan/mazarinfyld:
- 135 g. revet marcipan
- Skal fra ½ økologisk citron
- 1 æg
- 50 g. smør
- 20 g. hvedemel
- 30 g. flormelis
- 220 g. brombær
Server gerne med creme fraiche til. Den kan evt. også spises med en kugle vaniljeis.
Fremgangsmåde:
Start med at blande mel og flormelis og smuldrer smørret deri, til det ligner en meget grov rasp. Det er ikke så vigtigt, at det helt ensformigt, hellere at du arbejder lidt hurtigt, da en mørdej helst ikke vil være i varme hænder for længe.
Derefter tilsætter du æggeblommen og salt, hvorefter du hurtigt samler dejen til en klump, som du lægger i en frysepose eller film, og lægger den på køl i en times tid.
Jeg bruger altid frosne brombær, da jeg jo plukker til den helt store guldmedalje hvert efterår i min fars have. Da der skal mange bær ned i mazarinmassen, er det en god ide at lade bærrene tø op på køkkenbordet inden brug for at undgå at drukne mazarinen, når de tør op inde i ovnen. Når de er tøet op, dupper jeg dem for, at fjerne det værste væde.
Når dejen har ligget på køl i en times tid, rulles den ud. Jeg plejer at gøre det mellem to stykker bagepapir, på den måde har man ikke en dej, der klistrer til kagerullen, og derudover står du med en helt ren kagerulle efterfølgende – hvilket er en sparet opvask i min husstand uden opvaskemaskine 😉
Dejen lægges ned i den smurte tærteform. Stil den tilbage på køl, mens du laver fyldet.
Tænd ovnen og sæt den på 170 grader.
Smuldrer marcipan, flormelis, citronskal og smør sammen. Derefter tilsættes ægget og sidst hvedemelet. Rør det til en ensartet masse.
Tag bunden ud fra køl og fordel massen i den. Drys derefter bærrene udover og giv dem et lille tryk, så de kommer lidt ned i massen.
Bag tærten ved 170 grader i 30 minutter. Hold øje med den, så den ikke bliver for mørk – ovne er jo forskellige, og jeg har personligt en ret hidsig ovn, og jeg lægger derfor sølvpapir over til sidst.
Velbekomme!! Server gerne med creme fraiche til!
Skriv et svar